Angst og mod

I det her blogindlæg vil jeg tale om angst og hvordan vi kan arbejde med angst. Så vi kan nå til et sted, hvor vi føler os stærkere.

Da jeg var teenager og første gang skulle på cafe, kan jeg huske, at det gjorde mig meget usikker.

  • Hvor bestilte man maden?
  • Hvor betalte man?
  • Hvordan skulle man betale?
  • Hvad hvis man bare skulle have en kop the?.

Jeg kan huske, at jeg fik min mor til at forklare mig, hvordan man gjorde. Efterfølgende gik det op for mig, at der var et hav af forskellige måder, man kunne gøre det på.

Med tiden er det jo på ingen måde, noget jeg tænker over længere og kan faktisk ikke mindes andet end de første 4-5 gange var ubehagelige for mig. Indtil jeg havde fundet ud af systemet.

Opmærksomhed på tankerne og omstrukturering

Når vi behandler angst, så gør vi det, at vi har en opmærksomhed på tankerne og på omstrukturering. Det vil sige, at vi går ind og ser på. “hvad er det jeg tænker” og “hvad kunne jeg tænke, der er mere realistisk”. Hvis vi skulle bruge mit eksempel på cafeen, så kunne det være, at jeg havde tænkt “det er meget pinligt, hvis jeg gør det forkert”. En omstrukturering på det kunne være; “ Dem der arbejder på en cafe er vant til, at folk ikke ved, om de skal gå op og bestille eller vente på, at der kommer en ned. Så de tænker slet ikke, at det er pinligt. De tænker bare, at jeg ikke har været der før”. Det kunne være, hvis jeg havde tænkt det inden min første cafe-oplevelse, at jeg havde oplevet mindre angst.

Problemet er, at mange stopper ved omstruktureringen. De tænker, at de har bearbejdet tankerne og derfor vil have meget mere mod på at gøre noget andet. Næste gang en lignende situation dukker op. Men hvis man stopper ved den mere fornuftige tanke, uden at afprøve det.  Så vil angsten dukke op igen næste gang. Hvis vi igen bruger mit cafe-eksempel: hvis jeg nu var stoppet ved at tænke, “det er ikke pinligt, det skal nok gå”, men jeg rent faktisk aldrig var gået hen på den cafe. Hvad var der så sket? Så var der sket det, at jeg havde kunnet bruge min omstrukturering til at dæmpe min umiddelbare angst, når jeg tænkte på det. Men min angst ville blive ved med at være der, fordi jeg ville aldrig have fået bevis for, at jeg kunne klare at gå på cafe.

Når man ikke ændrer sin adfærd, så sker der det, at vi aldrig opnår en tiltro til vores egne ressourcer. Vi opnår ikke tiltroen til, at “hvad end der sker, så skal jeg nok finde ud af at håndtere dette her”. Derfor stopper rigtig mange sig selv. Lysten er der, de tænker måske også, at deres angst er en lille smule fjollet, eller irrationel. Men de får aldrig taget det næste skridt til at finde ud af “ hvad vil der egentlig ske”?

Når angst bliver til mod

Jeg anbefaler altid mine klienter at gå ud og få afprøvet det de er bange for. Nogle gange er jeg lidt fræk og siger, at det er en win-win. Hvis det går rigtig godt, så får de styrket tiltro til at “det her kan jeg sagtens klare og det er ikke noget problem for mig”. Og hvis det går rigtig dårligt, så sker der i næsten alle tilfælde det, at det alligevel er gået bedre, end det de oprindeligt frygtede. Så det vil sige, at selvom jeg var dukket op på den cafe og havde gjort det forkert og hende der ekspederede mig havde rullet med øjnene af irritation. Så havde jeg nok alligevel fundet ud af, at jeg brød ikke sammen, jeg kunne godt være i det. Jeg kunne godt gå hen og drikke min kop the og alligevel være der uden at være helt nedbrudt af flovhed og angst. Selvom det på ingen måde havde været den mest optimale oplevelse. Så havde det alligevel givet mig en viden om, at jeg som person måske ville tænke på det de næste par dage. Men jeg ville opdage, at jeg kunne ryste det af mig og til næste gang have en ny viden. Både om det at gå på cafe, men også om mig selv.

Når man afprøver, det man er bange for. Så bliver man mindre bange for det. Og på sigt kan det være, at man slet ikke er bange for det længere. Ligesom min café-oplevelse. Men det der også sker for de fleste er, at man også vil opleve at få mere mod. Fordi man ændrer historien om sig selv, når man finder ud af, at man klarer den. Man ændrer historien om sig selv, når man finder ud af, at det er meget sjældent, at det går galt i en grad, så man ikke føler man kan klare den. Den følelse af at være i stand til at håndtere de ting der sker i ens liv, dét giver mod og i sidste ende selvværd.


læs mere om angst her