Mor, må jeg få jeres bil, når I dør? Dét spurgte min 4 årige datter mig om forleden.

Jeg håber jo, at den er en veteranbil, til den tid. Men det fik mig til at tænke over en anden slags arv.

Børn gør som vi gør, ikke som vi siger!

Det kan godt lyde lidt fortærsket, men ikke desto mindre er det sandt.

Så hvis dine børn ser dig skifte mellem ultra-kontrolleret spisning og overspisninger. Så er det altså ikke så afgørende, hvad du fortæller dem, at de skal føle omkring mad.

De vil opdage din magtesløshed, de vil fange at mad er noget man (du) ikke kan kontrollere.

Hvis de endda også hører dig sige ting som: “når først man er gået igang med en pose slik, så kan man jo lige så godt udrydde den”

Så er det vel ikke så underligt, hvis de oplever mad, som noget der er svært at styre?

De lærer det fra dig, de kære små.

At restriktioner er vejen frem. At det er skamfuldt at spise for meget. At ens værd afhænger af, hvor slank du er. Lyder det pjattet? Så prøv at tænk tilbage på din barndom. Var din mor tit på kur? Var hun sukkerafhængig? Fyldte mad meget for hende?

Du kan være undtagelsen, der bekræfter reglen, men for de fleste med en eller anden form for ubalance i spisningen, har deres mor (ubevidst) haft en finger med spillet.

Og sådan er det. Hun vidste ikke bedre.

Viden forpligter

Din mor vidste ikke bedre, det gør du til gengæld nu!

Det er den gode nyhed! Du kan give dine børn et sundt forhold til mad med sig videre i livet.

Det starter hos dig.

Jeg vil gerne lære dig hvordan.

Ja tak, lær mig hvordan jeg ændrer MIN spisning