Et sidespring i dag. Så spring over, hvis ikke du interesserer dig for børn og mobbekulturer

I min søns børnehave, har der i hans gruppe af 5-6 årige, været nogle mobbeepisoder.Disse forsøger man nu i børnehaven at undgå fremadrettet ved at arbejde med hele børnegruppen. Dette ud fra en antagelse om, at det er i gruppedynamikken, der har været noget galt.Så langt så godt.

Men hvad nu når forældrene ikke køber den tese?

Hvad nu hvis forældrene stadigvæk er optagede af, hvem der er skyldige og måske endda skal straffes? I børnehaven er alle forældre glade for, at der arbejdes med børnegruppens indbyrdes tolerance. Men alligevel gives der i forældregruppen udtryk for, et ønske om at angive de børn der har mobbet til børnenes kommende skole. Noget som for mig at se ligner et ønske om eksklusion og straf.
Jeg mener, at denne tilgang i forældregruppen understøtter den mobbekultur, som alle ellers er enige om bør ændres. For som altid gør vores børn, som vi gør, ikke som vi siger.

Hvad ved vi om grupper hvor mobning opstår?

I Danmark har vi desværre ikke været lige så gode, som de øvrige nordiske lande, til at se mobning som noget der kan undgåes. Derfor er vores viden om mobning ofte forældet og præget af en holdning om, at problemet kan isoleres til offer og mobber. Dette trods talrige studier der viser, at mobning involverer hele børnegruppen. Her ses, at mobning især opstår i grupper, der er præget af intolerance og en tendens til eksklusion af nogle børn.For at forhindre mobning må man altså have øje for hele gruppen og især den store gruppe af passive observatører kan gøre en stor forskel.

I Danmark har vi ikke kultur for at blande os i andres problemer og også her gør børnene som vi. De ignorerer mobningen eller tilskynder den via f.eks latter eller anden opmærksomhed. Uanset om de handler aktivt eller ej, er de altså med til at vedligeholde det miljø, hvor mobningen kan opstå. På denne baggrund kan man ikke sort-hvidt opdele i skyldige eller uskyldige, da grupperne filtres sammen i deres indbyrdes dynamik.Når vi ekskluderer, sammenligner og vurderer, hvem der bør straffes, må vi huske på, at vores børn også lærer deres sociale spilleregler fra os. Vi kan ikke tillade os at tro, at de kun påvirkes i børnehaven, eller at børnehaven alene kan lære vores børn tolerance.

Forældrene som rollemodeller

Vi kunne istedet søge at være det gode eksempel og undlade at bruge vores krudt på at placere skyld (og skam). Men i stedet se både børn og voksne som en del af samme system på godt og ondt. For hvis vi i forældregruppen er optagede af at opdele vores børn i søde og mindre søde og i sidste ende måske forældrene som mere eller mindre kompetente. Jamen så er det vel ikke så mærkeligt, at børnene kopierer vores tilgang på legepladsen?