Jeg spiste brunch for et par uger siden og kom til at tænke på, hvor meget anderledes jeg spiser  brunch i dag, end for 15 år siden.

Dengang tænkte jeg, at det jo var to måltider, så jeg planlagde med at overspise og så først spise igen til aftensmaden.

I dag spiser jeg brunch helt anderledes. Jeg spiser mig mæt, men ikke overmæt. For jeg kan ikke længere lide følelsen af at være overmæt.

Jeg siger heller ikke længere til mig selv at “jeg spiser for 2 måltider og så spiser jeg først til aftensmaden igen”. For jeg ved, at det ofte er en fribillet til en overspisning, snarere end en fornuftig strategi. 

For selvom tanken om, at man spiser for to måltider måske lyder fornuftig, så vil den strategi ofte føre til, at man spiser mere end man normalt ville gøre på 2 måltider.  

Det her er ikke bare en fornemmelse jeg har. Faktisk har undersøgelser vist, at vi er rigtigt dårlige til at forudsige præcis hvor meget vi har brug for at spise på forskud. Når vi spiser på forskud tror vi, at vi har brug for meget mere mad for at “holde helt til aftensmaden” end vi reelt har. 

Måske kan du genkende det fra dig selv? At tanken om at du spiser for to måltider giver dig frikort til tage usunde valg og spise i mængder, som slet ikke svarer til hvad du normalt spiser på to måltider? 

Vores tanker kan få os til at tro at vi handler helt fornuftigt og endda passer lidt på hvad vi spiser (for vi springer jo frokosten over) samtidig med at vi faktisk overspiser. 

Så tænk over, er brunch reelt en planlagt overspisning for dig?

Det er noget af det vi arbejder med på“Få krammet på din sukkertrang”, altså at opdage alle de steder hjernen snyder os til at spise for store mængder og for usundt. 

Kh Ditte